Filmforløb
Beskrivelse af forløbet
Pilotprojekt
I påsken 2017 afvikler vi vores første workshop baseret på vores projektidé om et længerevarende filmskole-forløb. På workshoppen vil vi rekruttere 20 deltagere i alderen 12-17 år. De skal lære filmmediet at kende gennem deres eget medbragte udstyr – for eksempel en iPhone eller en iPad. På den måde vil vores deltagere også kunne tage den viden, de tilegner sig på workshoppen, med sig og fortsætte det kreative arbejde med filmproduktion derhjemme.
Der vil være professionelle undervisere samt kvalificerede frivillige til at assistere de unge i deres arbejde. Workshoppen vil på sidstedagen slutte med en præsentation af de film, som vores deltagere får produceret, og vi runder af med en diplomoverrækkelse og andre overraskelser.
Tag kontakt til os gerne, hvis du kunne tænke dig at deltage eller vil høre mere om workshoppen.
Det endelige forløb
Urban Film School bliver en filmskole for unge i alderen 12-17 år i Storkøbenhavn.
På filmskolen vil vores deltagere blive introduceret til filmproduktion og lære alt om filmmediets mange aspekter i form af blandt andet lyd, billede, storytelling, lyssætning og redigering. Forløbet vil blive af otte måneders varighed, hvor deltagerne vil modtage undervisning én gang om ugen af kvalificerede undervisere. I løbet af undervisningen vil alle vores deltagere møde benspænd i form af forskellige opgaver, der skal løses gennem kreativ tænkning og samarbejde på tværs af grupper. Dette fokuserer vi meget på, da vi vil forsøge at skubbe til vores deltageres kreative grænser og åbne op for forskellige måder at lave, tænke og navigere i filmproduktion på.
Undervejs vil deltagerne også møde professionelle aktører fra filmbranchen, som de skal pitche deres filmidéer til og modtage feedback fra – og derigennem få den første fod indenfor i filmbranchen.
Vores deltagere vil få mulighed for at arbejde med professionelt udstyr. Med udstyret vil de skulle at producere tre kortfilm gennem forløbet. Den sidste film, der bliver produceret, vil blive fremvist til en filmpremiere for familie, venner, frivillige og samarbejdspartnere i en af Københavns biografer. Ved gennemført forløb vil vores deltagere modtage et diplom.